Hvorfor nægter politikerne at reducere vejstøj og trafikuheld i Aarhus?
Dette er en kronik bragt i Aarhus Stiftstidende d. 18. juni 2025 [link]. Eftersom Stiften fjernede referencer bringes det også her.
Hvorfor nægter politikerne at reducere vejstøj og trafikuheld i Aarhus?
Rådmand Nikolaj Bang (K) har netop sendt en indstilling til byrådet om at fastholde de nuværende høje hastigheder på det overordnede vejnet i Aarhus. Det gør han til trods for at samtlige analyser – herunder også forvaltningens egne – peger på enorme sundheds- og samfundsmæssige gevinster ved lavere fart:
En af de ting, vi aarhusianere vil opleve ved lavere hastigheder er mindre støj.
Tyske studier viser, at vejstøjen reduceres med ca. 3 dB, når hastigheder sænkes med 20 km/t. Den alvorlige peak-støj falder endda med 40 %. Vi vil opleve færre trafikulykker i og rundt om Aarhus. Erfaringer fra en lang række europæiske byer viser op mod 72 % færre ulykker. Oslo og Helsinki har i nogle år, helt undgået dødsfald blandt bløde trafikanter – bl.a. som følge af hastighedsnedsættelser.
Vi vil også opleve bedre fremkommelighed i myldretiden. Lavere fart reducerer stop-start-kørsel og øger mobiliteten i tæt trafik. Læg dertil omfattende CO2-reduktioner. Forvaltningen i byen har faktisk selv i et tidligere forslag til den grønne mobilitetsplan estimeret en reduktion på ca. 21.000 kg CO 2, når hastighedsnedsættelser indføres bredt.
Sidst men ikke mindst viser erfaringer fra hele Europa, at lavere fart styrker folkesundheden. Vi får flere på cykel, seks gange så mange i Bilbao, flere på gåben og færre hospitalsudgifter, når byrum gøres mere sikre og støjsvage. I London har man ligefrem regnet ud, at lavere hastighedsgrænser giver samfundet 7,63 kr. igen for hver investeret krone.
Alligevel lægger rådmanden op til at ændre… ingenting.
Det er svært ikke at se det som en strategisk beslutning op til kommunalvalget – at det er bedst at forholde sig neutralt. Men når fagligheden, planstrategien og borgernes råb om hjælp alle peger i én retning, så er det ikke neutralt – så er det politisk ansvarsforflygtigelse.
Det står også i skarp kontrast til, hvad andre konservative politikere gør: I Gentofte Kommune arbejder den konservative borgmester på, at ingen kommunale veje skal have hastigheder over 50 km/t, samt at motorvejsnettet begrænses til 80 km/t. Det viser, at det er muligt at prioritere sikkerhed, livskvalitet og sundhed.
Det mest alvorlige er dog, at denne kurs går stik imod Aarhus Kommunes og rådmandens egne planer på området: Planstrategi 2023 der prioriterer ”en sund og tryg by” samt “bæredygtigt mobilitet med vægt på offentlig transport, cykel og gang” og Støjhandlingsplan 2024 og Kommuneplan 2017, der har klare målsætninger om at reducere støjgener og sikre sunde, trygge miljøer.
I Kommuneplan 2017 står der højt og tydeligt, at Aarhus Kommune vil: “Minimere støjgener, så alle borgere kan bo, arbejde og opholde sig i gode miljøer (…) Forebygge fremtidige støjgener gennem planlægning, der tager størst mulige støjhensyn (…) Tænke støjforhold og støjreduktion ind ved udbygning, sanering og omlægning af veje.”
Den linje er ikke til at misforstå – og den står i skærende kontrast til den aktuelle indstilling.
I virkeligheden står vi nu i en situation, hvor flertallet af borgere i Aarhus Kommune udsættes for sundhedsskadelig vejstøj. Ifølge Støjhandlingsplan 2024 lever 168.880 personer allerede med støj over WHO’s anbefalede grænse på 53 dB – og det dækker kun den “lovpligtige del” af kortlægningen, dvs. omtrent området fra Aarhus midtby og ud til byskiltet. Hertil kommer støjramte borgere i resten af kommunen, samt børn og voksne i daginstitutioner, skoler og på arbejdspladser.
Konsekvenserne er veldokumenterede og voldsomme: Øget risiko for hjertekarsygdomme, demens, stress, sukkersyge, iskæmisk hjertesygdom, søvnforstyrrelser etc.
Det bør også bemærkes, at der i rådmandens usammenhængende og uigennemsigtige indstilling også er en total ignorance over for bysamfund uden for Aarhus-skiltet. Et udpluk af vigtige veje, der ikke er medtaget i forslaget til hastighedsnedsættelser, viser hvor ufuldstændigt udspillet er:
-
Viborgvej ved Sabro med 70 km/t, kun få meter fra en skole.
-
Landevejen ved Tranbjerg med 70 km/t, få meter fra daginstitutioner.
-
Giber Ringvej med 80 km/t, den kommunale vej med flest høringssvar i støjhandlingsplanen.
-
Oddervej ved Malling med 80 km/t, ca. 20 meter fra villaer.
Disse veje, som udsætter titusindvis af borgere for sundhedsskadelige støjniveauer, er ikke prioriteret til hastighedsnedsættelse. Det sender et klart signal om, at rådmanden og byrådet er meget lidt interesseret i at tage ansvar for sundheden for ALLE og HELE Aarhus.
Hvis byrådet vil tage sig selv og sine ambitiøse handleplaner alvorligt, så må det sige nej til, at Aarhus fortsat er bedst tjent med høje hastigheder. Alt andet vil være et brud på egne løfter.
I hundredvis af europæiske byer har allerede sat hastigheden markant ned: Ta’ Amsterdam, Bruxelles, Helsinki, København, London, Odense, Oslo, Paris og Zürich. Ta’ alle de spanske byer, hvor udgangspunktet er 30 km/t.
Kære byråd, gør nu også vores by til et bedre sted at bo!