Giber Ringvej: En tidslinje
Sagen om Giber Ringvej
De 20 millioner ingen kan gøre rede for
Aarhus Kommune fik i 2018 en VVM-tilladelse til Giber Ringvej på tre bindende vilkår: slørende beplantning, støjdæmpende vejbelægning og en pulje på ca. 20 mio. kr. til øget støjdæmpning. Otte år senere fastholder kommunen, at alle tre er opfyldt. Men beplantningen mangler dér, hvor den var forudsat, asfalten dæmper ikke målbart mere end en standardbelægning — og om puljen skriver forvaltningen selv, at det "ikke [er] muligt at lave en opgørelse af, hvad omkostningerne til de besluttede tiltag reelt har været."
Anlægget skal tilpasses landskabet "i henhold til anvisningerne i VVM redegørelsen" — og de foreskriver beplantning, hvor vejen passerer tæt bebyggelse.
Status: Ikke etableret ved Mårslet. Der ses ingen dokumenteret afgørelse om at fravige vilkåret.
Hele vejanlægget skal udformes med støjdæmpende vejbelægning. Projektet forudsatte ifølge Rambøll en SRS-belægning.
Status: Der er udlagt KVS. Hverken referencebelægning, type eller dokumenteret støjreduktion er oplyst.
Der skal suppleres med øget støjdæmpning ved Tranbjerg, Mårslet, Kolt, forlængelsen til Beder Landevej og i det åbne land.
Status: Intet særskilt regnskab. Flere påberåbte tiltag er af rådgiveren erkendt ikke at være støjtiltag.
-
2014 DecSpor · Beplantning Planlægning
VVM-redegørelsen i offentlig høring
Miljøkonsekvensvurderingen for Bering-Beder vejen — Tillæg 43 til Kommuneplan 2013 — sendes i offentlig høring (1. december 2014 – 28. februar 2015). Redegørelsen undersøger tre linjeføringer og forudsætter, at vejen lægges lavt i terrænet og sløres med beplantning, hvor den passerer tæt forbi byområderne: "Hvor der er nærliggende tæt bebyggelse ønskes vejanlægget sløret med en beplantning, så den visuelle støj begrænses" (s. 77). Det er disse anvisninger, VVM-tilladelsens vilkår 2 senere gør bindende.
VVM-redegørelsen, figur 17.3 (s. 243): "Den visuelle støj fra vejen sløres med beplantning ved bysamfundene." Beplantningsbæltet er tegnet ind mellem vejen og husene.
Figur 44 (s. 85): "Visualisering af udsigt fra Mårslet langs Tandervej mod syd med beplantning langs Bering-Beder vejen, som vil sløre bilerne i landskabet." Visualiseringer som denne blev opstillet flere steder i Mårslet under VVM-processen — det var dette projekt, borgerne tog stilling til. -
2016 SepSpor · Puljen Planlægning
Byrådet vælger linjeføring A — og afsætter 20 mio. kr.
Byrådet vælger den nordlige linjeføring A — den, der går tættest på bysamfundene Mårslet og Tranbjerg — og vedtager Kommuneplantillæg 43, der formaliserer projektet. Med byrådsbeslutningen den 14. september 2016 afsættes samtidig rammen på ca. 20 mio. kr. til øget støjdæmpning, på grundlag af Teknisk Udvalgs erklæring: "At den i VVM-en skitserede støjafskærmning fastholdes og suppleres med øget støjdæmpning ved Mårslet, Tranbjerg, forlængelsen til Beder Landevej og Kolt, inden for en økonomisk ramme på ca. 20 mio. kr." Ordet suppleres er centralt: puljen skal lægges oven i den afskærmning, projektet i forvejen indeholdt. Forløbet er beskrevet i den sammenfattende redegørelse.
-
2018 AugBorgermøde
Borgermøde forud for VVM-tilladelsen
Borgermøde i Grønlykkehallen med fremmødte fra Beder, Mårslet, Tranbjerg, Kolt/Hasselager og de øvrige bysamfund langs den kommende vej. Efter deltagernes gengivelse blev der givet tilsagn om, at vejen ikke ville give støjproblemer af betydning. Mødet er medtaget her som baggrund; det er ikke dokumenteret ved referat, og der støttes ikke ret på det.
-
2018 OktJuridisk grundlag
VVM-tilladelse udstedt — fire vilkår bliver sagens kerne
Aarhus Kommune udsteder den 12. oktober VVM-tilladelsen på i alt 18 vilkår. Fire af dem angår støj og landskab:
Vilkår 2 — "Udformningen af de samlede anlæg – veje, skråningsanlæg, støjvolde, beplantning mv - tilpasses det omgivende landskab ... i henhold til anvisningerne i VVM redegørelsen." Vilkåret gør dermed VVM-redegørelsens anvisninger bindende — og de specificerer beplantning som sløringstiltag ved tæt bebyggelse.
Vilkår 5 — Hele det nye vejanlæg, inklusiv forbindelsen fra Oddervej til Beder Landevej, skal udformes med støjdæmpende vejbelægning og med støjafskærmning langs nordsiden ved Tranbjerg.
Vilkår 6 — Landevejen skal have støjdæmpende asfalt, og støjafskærmningen langs Landevejen skal udføres "i mindst 4 meters højde i begge vejsider" fra Ingerslevvænget forbi Tingskovparken.
Vilkår 7 — Der skal suppleres med øget støjdæmpning ved boliger i det åbne land, ved Tranbjerg, ved Mårslet, ved forlængelsen til Beder Landevej og ved Kolt — "inden for en økonomisk ramme på ca. 20 mio. kr."Tilladelsens egen begrundelse fastslår, at vilkårene "har til formål at sikre gennemførelsen af foranstaltninger, der kan afhjælpe projektets virkninger på omgivelserne" — og nævner udtrykkeligt, at det landskabelige indgreb afbødes "ved at etablere ny beplantning i sammenhæng med det omgivende landskab". Det er ikke hensigtserklæringer, men betingelser tilladelsen er meddelt på. Skellet mellem vilkår 5, 6 og 7 bliver afgørende: de to første pålægger afskærmning kommunen under alle omstændigheder skal levere — det sidste kræver noget ud over det.
-
2019 JanSpor · Beplantning Intern beslutning
Rambølls "Landskabsstrategi" udarbejdes
Rambøll udarbejder den 24. januar en intern Landskabsstrategi — oversigtsplanen der omsætter VVM-vilkår 2's beplantningskrav til konkrete tiltag for hver delstrækning. Dokumentet planlægger "Visuel støjskærmning (beplantning) nordside af vej" specifikt ved stationering 9.200–9.660 — strækningen vest for Tandervej ved Mårslet, som Rambøll i sit senere beplantningsnotat betegner Tandervej–Mustrupvej. Strategiens overordnede principafsnit fastslår desuden, at "dæmningsanlæg, der ligger hævet over terræn, bør skærmes med beplantning tæt på byområder". Dokumentet er internt og bliver først udleveret til borgerne syv år senere, efter gentagne aktindsigtsanmodninger. Pointen viser sig da at være den modsatte af kommunens. Den slørende beplantning, VVM-redegørelsen forudsatte ved bysamfundene, står ikke etableret noget sted langs vejen. Og på strækningen vest for Tandervej — hvor Landskabsstrategien oven i købet nævner den eksplicit — erkender Rambøll i sit eget notat, at "beplantning er formegentlig fravalgt af økonomiske årsager". Det dokument, forvaltningen påberåber sig som grundlag for detailprojekteringen, foreskriver altså netop det, der mangler.
Landskabsstrategien, kortudsnittet ved Mårslet. Det grønne kambånd langs vejens nordside — mellem vejen og boligerne — er ifølge planens egen signaturforklaring "Forslag til støjvold (4 m. høj, a2 vejside, a5-10 naboside)". På samme strækning opregner planen desuden "Visuel støjskærmning (beplantning) nordside af vej". Det, der i dag findes øst for Tandervej, er efter Rambølls egen beskrivelse dyrkningsskråninger med en hældning på 1:10, hævet omkring én meter — ikke en fire meter høj vold. Vest for Tandervej er beplantningen aldrig etableret. Kilde: Landskabsstrategien (bilag 21). -
2019 AugSpor · Puljen Politisk beslutning
Byrådet godkender projektindstilling — med "bl.a."
Byrådet godkender den 28. august projektindstillingen, der opregner eksempler på, hvad puljens 20 mio. kr. kan bruges til. Formuleringen lyder: "bl.a." — et ord, der siden hen bliver genstand for central uenighed. Forvaltningen hævder listen er udtømmende. GRG fastslår, at "bl.a." pr. definition er eksemplificerende.
-
2020 MarSpor · Puljen Anlægsbevilling
Byrådet bevilger anlægget — puljen forsvinder ind i det samlede budget
Den 11. marts godkender byrådet anlægsbevillingen til Bering-Beder vejen. Puljen på 20 mio. kr. til øget støjdæmpning indgår nu blot som en post i det samlede anlægsoverslag. Fra dette tidspunkt føres der intet særskilt regnskab for, hvordan de øremærkede millioner reelt anvendes — en undladelse forvaltningen selv erkender fem år senere.
-
2022 JanSpor · Puljen Myndighedsafgørelse
Kommunen afgør selv: jordvolden ved Kølsmosevej er ikke et støjtiltag
Aarhus Kommune – Plan, Byggeri og Miljø træffer den 26. januar screeningsafgørelse for jordvolden ved Kølsmosevej og konstaterer skriftligt, at "der i projektet ikke er medsendt dokumentation for ej heller lagt vægt på at jordvolden har en støjdæmpende effekt", hvorfor den "anses primært som et anlæg til bortskaffelse af affald". Samme dokument fastslår, at volden "ikke [indgik] som en del af VVM-redegørelsen ej heller VVM-tilladelsens vilkår 7". Dagen efter meddeles landzonetilladelsen, der alene nævner visuel afskærmning som formål — støj nævnes ikke med ét ord. Halvandet år senere optræder den samme vold som ét af "16 støjvolde" i puljeregnskabet.
-
2022 EfterårÅbning
Giber Ringvej åbner for trafik
Vejen tages i brug i etaper hen over efteråret (september–december 2022). Den slørende beplantning, VVM-redegørelsen forudsatte ved bysamfundene, er ikke etableret. Vejbelægningen er KVS-asfalt — ikke den støjreducerende SRS-belægning, projektet ifølge Rambøll hele vejen igennem havde forudsat. Da Aarhus Kommune kort efter sender sin støjhandlingsplan i høring, er Giber Ringvej den kommunale vej, der giver anledning til flest høringssvar.
-
2023 MajSpor · Sagsbehandling Intern korrespondance
Borgerens spørgsmål bliver fjernet fra notatet før offentliggørelse
Efter GRGs foretræde for Teknisk Udvalg i marts 2023 — hvor det blev gjort gældende, at "Giber Ringvej er ikke bygget som godkendelsen i VVM" — udarbejder Rambøll et notat til udvalget. Af intern korrespondance frigivet ved aktindsigt fremgår, at det afsnit, der besvarede borgerens spørgsmål, blev fjernet inden offentliggørelsen. Forvaltningens specialkonsulent spørger den 1. maj: "Havde du bedt Rambøll om at polere deres rapport? Herunder fjerne afsnittet med besvarelse af Janes henvendelse." Projektlederen svarer, at notatet "skulle have en tur igennem KS-maskinen, så dokumentet blev af en karakter som vi kan offentliggøre som bilag". Rambøll bekræfter den 9. maj: "Afsnittet omkring besvarelse af spørgsmål er som aftalt fjernet." Materialet, som det politiske udvalg og offentligheden traf stilling på grundlag af, var altså redigeret.
-
2023 AugSpor · Puljen Kommunens redegørelse 1
Rambøll: 16 støjvolde for 17,28 mio. kr.
Teknik og Miljø fremsender en redegørelse fra Rambøll til Teknisk Udvalg. Notatets samlede opgørelse lyder på 30,53 mio. kr., hvoraf 17,28 mio. kr. henføres til puljen — vilkår 7 dermed opfyldt. Opgørelsen indeholder imidlertid en sænkning af længdeprofilet sydøst for Enslev (4,5 mio. kr.), som Rambøll selv senere kalder "en tracérings-mæssig konsekvens af vejtekniske udfordringer", en støjskærm langs Landevejen (5,2 mio. kr.) der er hjemlet i vilkår 5 og 6 — ikke i puljen — samt tilkørselsveje, jorddeponier og en vold mod letbanen. Prisen på de 16 volde (18,5 mio. kr.) er opgjort under ét, uden mængder eller enhedspriser der kan efterprøves.
Notatet indledes med det, der betegnes som et "udsnit fra VVM-tilladelsen" — men de gengivne vilkår svarer hverken i nummerering eller ordlyd til den tilladelse, kommunen faktisk meddelte. Kravet om støjskærm "i mindst 4 meters højde" er blevet til "ensartet højde (4m)", kravet om at afskærmningen "skal indpasses i landskabet" er udeladt, og notatet anfører et vilkår om støjvolde ved Tranbjerg, som slet ikke findes i tilladelsens 18 vilkår. Hele puljeregnskabet hviler dermed på en anden affattelse af vilkårene end den gældende.
-
2023 AugSpor · Puljen GRGs svar
GRG dokumenterer støjproblemet og underkender redegørelsen
Jakob Aarøe Dam offentliggør et detaljeret modsvar til Teknisk Udvalg. Analysen viser, at VVM-undersøgelsens støjvurdering ignorerer det store flertal af støjramte borgere, og at Rambølls opgørelse af støjvolde ikke holder. Bemærkelsesværdigt nok opstiller Rambøll i samme redegørelse selv målestokken: "en støjvold skal have en dokumenteret støjdæmpende effekt, ellers kan der ikke opnås tilladelser til at etablere støjvolden." Det er netop den standard, flere af de opgjorte volde ikke lever op til — hvilket kommunen først erkender 17 måneder senere, i januar 2025.
-
2024 MajPresse
Stiften: "Gennembrud i kamp mod vejstøj"
Aarhus Stiftstidende bringer en artikel om GRGs arbejde og kampen for støjdæmpning langs Giber Ringvej.
-
2024 SepSpor · Sagsbehandling Politisk foretræde
GRG til foretræde for Støjhandlingsplanen
GRG præsenterer sagen for Teknisk Udvalg og anmoder om et faktatjek af støjvoldenes klassificering og den manglende beplantning. Udvalgsformand Jesper Kjeldsen tilkendegiver: "Vi skal have et faktatjek." Udvalget beder efterfølgende forvaltningen "genbesøge den opgørelse med afsæt i borgerens påstande/spørgsmål". Rambølls projektchef svarer samme dag internt, at han "er noget i tvivl om hvad vi skal gøre".
-
2025 JanSpor · Puljen Kommunens redegørelse 2
MTM erkender: estimatet var "misvisende" — men fastholder konklusionen
Den 13. januar svarer forvaltningschef Michael Tolstrup i redegørelse 2. Tre centrale erkendelser: (1) Rambølls rapport giver et "misvisende billede", (2) der har "ikke været økonomistyring med henblik på efterfølgende opgørelse af økonomi anvendt til støjdæmpning" — altså intet separat regnskab, og (3) at "det var misvisende, at det fremgik, at der var etableret 16 støjvolde, da ikke alle jorddepoterne er anlagt som deciderede støjvolde". Som erstatning sendes et "differenskort" over jordniveauforskelle — et kort GRG ikke kan tyde, og som forvaltningen ikke forklarer. Konklusion uændret: vilkårene er overholdt.
-
2025 FebSpor · Puljen GRGs svar
"De 19 millioner der forsvandt" — GRG underkender redegørelse 2
GRG offentliggør De 19 millioner der forsvandt og dokumenterer, at jordvolde bygget af overskudsjord ifølge branchens egen hvidbog (som Rambøll er medforfatter af) kan etableres for "meget små eller ingen omkostninger", og at puljens reelle indhold derfor er langt mindre end opgjort. Vejdirektoratet bekræfter senere, at en støjvold af overskudsjord er billigere end at køre jorden til deponi. GRG drøfter sagen med borgmester Anders Winnerskjold, som beder forvaltningen udarbejde en ny redegørelse. Sagen omtales i Din Avis og Aarhus Stiftstidende. Teknisk Udvalg orienteres den 5. marts.
-
2025 AprSpor · Puljen Kommunens redegørelse 3
MTM: byrådet afgjorde det i 2019 — sagen lukket
Den 2. april sender forvaltningen redegørelse 3 til GRG. Ny strategi: projektindstillingen fra 2019 skal have endeligt afgrænset puljens anvendelse. De fire godkendte tiltag er: (1) vejsænkning, (2) støjvolde ved byområder, (3) støjvæg i Tranbjerg, (4) flytning af vej syd for Oddervej. Konklusion: "puljen er anvendt — yderligere tiltag er ikke grundlag for". GRG identificerer straks fire fejl: vejsænkning var i VVM-grundprojektet fra 2013, støjvæggen er hjemlet i vilkår 5 og 6 — ikke i puljen under vilkår 7, vejflytningen skete af oversigts- og sikkerhedshensyn, og projektindstillingens ordlyd bruger "bl.a." — der pr. definition ikke er udtømmende.
-
2025 MajSpor · Puljen GRGs svar
GRG piller redegørelse 3 fra hinanden — faktaark for faktaark
GRG offentliggør fire faktaark der systematisk dokumenterer svaghederne i kommunens tre redegørelser: Redegørelse 1, Redegørelse 2, Redegørelse 3 og beplantning som afværgetiltag. Faktaarkene sendes til Rambøll for kommentering.
-
2025 MajSpor · Sagsbehandling Aktindsigt · gentagne forsøg
Rambøll har hele tiden givet GRG ret — forvaltningen fortiede det
Efter gentagne enslydende aktindsigtsbegæringer dukker en mail frem med GRGs høringssvar annoteret af Rambøll. Det annoterede dokument viser, at Rambøll skriftligt tiltræder GRGs indsigelser om fire af tiltagene: Letbanevolden, Mustrupvej-volden, Testrup-volden og Ingerslevvej-deponiet kan ikke medregnes som støjtiltag. Ingen af disse forbehold fremgår af det sammenfatningsnotat, kommunen fremsendte som sit officielle svar — hvor konklusionen tværtimod er, at puljens anvendelse har været korrekt.
-
2025 JunPresse · Debat
Stiften-kronik: Rådmanden gør ingenting
GRG fremlægger for Teknisk Udvalg, at hastighedsnedsættelser kan reducere støj og uheld markant. Fulgt op af kronik i Stiften: Vi ved, hvad der virker — alligevel gør rådmanden ingenting. Rådmanden svarer i juli: Farten skal kun ned, hvor det giver mening — og begrunder bl.a. afvisningen med risiko for kødannelse. Rådmanden beklager efterfølgende i mail til GRG og erkender, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem hastighedsnedsættelser og kødannelse.
-
2025 AugSpor · Beplantning Rambøll-notat · Beplantning
Træerne blev sparet væk — og ingen kan sige hvem der besluttede det
Den 19. august udarbejder Rambøll et notat om beplantning på opdrag af Aarhus Kommune. Notatet gennemgår forløbet fra VVM-redegørelse til detailprojekt og afslører to kritiske forhold for to nabostræninger:
St. 9.200–9.660 (vest for Tandervej, Damgårdstoften): Landskabsstrategien planlagde eksplicit "Visuel støjskærmning (beplantning) nordside af vej". Beplantning er aldrig etableret. Rambølls forklaring: "Beplantning er formegentlig fravalgt af økonomiske årsager." Aarhus Kommune kan ikke fremlægge referat eller dokumentation for denne beslutning.
St. 9.660–10.320 (øst for Tandervej): Rambøll begrunder fravalget med, at borgergrupper ønskede udsigt over markerne mod syd — en kommunikation der "er foregået mellem Aarhus kommunes projektleder og de relevante borgergrupper uden om Rambølls involvering." Der ses ikke fremlagt journaliseret dokumentation for, hvem der deltog i denne dialog, hvornår den fandt sted, eller hvem der traf den endelige beslutning. En lokal dialog kan under alle omstændigheder ikke i sig selv fravige et bindende VVM-vilkår — det kræver en dokumenteret afgørelse fra planmyndigheden, og en sådan ses ikke truffet i nogen af de to tilfælde.
Dermed står forløbet klart: beplantningen blev forudsat i VVM-redegørelsen, visualiseret for borgerne, gjort bindende ved vilkår 2 og konkretiseret strækning for strækning i Landskabsstrategien — for til sidst at blive "formegentlig" fravalgt, uden at nogen myndighed har truffet og journaliseret en beslutning om det. Kommunens eget svar til GRG i oktober 2025 lyder: "Træerne var ikke et krav."
-
2025 NovPresse · Debat
Stiften-kronik: Vi mangler ikke viden — kun vilje
GRG publicerer et detaljeret faktaark om vejstøj og effekten af hastighedsnedsættelser i Aarhus. Fulgt op af kronik i Stiften: Vi mangler ikke viden — kun vilje — sænk farten.
-
2026 JanSpor · Sagsbehandling Politisk henvendelse
Sagen forelægges borgmesteren
Den 21. januar forelægger GRG sagen for borgmester Anders Winnerskjold. Han tilkendegiver, at kommunen vil se på den — et tilsagn, der giver fornyet håb om en reel behandling.
-
2026 FebSpor · Sagsbehandling Afslag · Triggerdokument
Borgmesteren afviser at genoptage sagen
Trods tilsagnet fra januar fastholder borgmester Anders Winnerskjold den 25. februar kommunens tre hidtidige redegørelser og afviser en samlet genoptagelse. Det er reelt et afslag på at foretage en korrekt og fuldstændig retlig stillingtagen til, om VVM-vilkårene er opfyldt — og det bliver det formelle triggerdokument for klagen til Ankestyrelsen.
-
2026 MarSpor · Puljen Rambølls svar på faktaarkene
Rambøll: intet separat regnskab — og rammen er "blot en omtrentlig angivelse"
Den 25. marts kommenterer Rambøll GRGs faktaark. Notatet indeholder tre centrale erkendelser: "Herefter føres der ikke separat regnskab med midler anvendt til støjtiltag, men blot jord- og andre arbejder generelt"; at sænkningen sydøst for Enslev sker "som en tracérings-mæssig konsekvens af vejtekniske udfordringer" og "ikke i sit primære sigte er et støjmæssigt tiltag"; og at de tiltag, der er udført ved Nymarks Allé, er dyrkningsskråninger med hældning 1:10, hvis formål "netop er at de ikke er synlige i landskabet".
Samtidig omfortolkes beløbsrammen: prisen på tiltagene er ifølge Rambøll "myndigheden uvedkomne", og at rammen nævnes i tilladelsen "har derfor ikke nogen konsekvens for hvordan midlerne anvendes, men er blot en omtrentlig angivelse". For første gang henføres desuden KVS-belægningens merpris til puljen — en post, der ikke optræder i nogen af de tre redegørelser. Det er svært at forene med forvaltningens egen påstand om, at puljens anvendelse blev endeligt fastlagt i 2019.
-
2026 AprSpor · Vejbelægning Vilkår 5 · Vejbelægningen
Den støjdæmpende asfalt, der ikke dæmper støj
I afklaringsnotat 1 rejser GRG vilkår 5 formelt med tre spørgsmål: Hvilken referencebelægning er lagt til grund? Hvilken KVS-type er udlagt? Og hvilken dokumenteret støjreduktion kan lægges til grund? Baggrunden er, at Rambøll selv oplyser, at projektet hele vejen igennem forudsatte en støjreducerende belægning — "den typisk valgte belægning til dette formål er en SRS" — men at der i stedet blev udlagt KVS, klimavenligt slidlag.
Vejdirektoratets egne måledata viser, at KVS og standardbelægningen SMA8 følges tæt gennem hele levetiden — og at SMA8 ved nyudlægning endda er den mest støjsvage af de to. Den reduktion på ca. 2 dB, notatet fremhæver, er målt mod den grovere SMA11, ikke mod SMA8, som i dag udgør ca. 70 % af statsvejnettet. Ingen af de tre spørgsmål er besvaret — hverken af Rambøll eller af forvaltningen.
-
2026 AprSpor · Sagsbehandling Dialogens sammenbrud
Møde med MTM: "Vi er juridisk uenige"
Den 8. april mødes GRG og MTM på rådmandens kontor. GRG fremlægger tre afklaringsnotater om VVM, puljen og beplantning. Direktør Henrik Seiding erklærer, at parterne er "juridisk uenige", og at det er "formålsløst at fortsætte med at sende notater frem og tilbage". Rådmand Nicolaj Bang afviser at svare på, om projektindstillingens liste er udtømmende. GRG varsler klage — læs referatet.
-
2026 MajSpor · Beplantning Aktindsigt · Beplantning
Landskabsstrategien i hænde: beplantning var planlagt — og fravalgt uden dispensation
Efter ny aktindsigtsbegæring udleveres endelig Landskabsstrategien fra 24. januar 2019 — det interne planlægningsdokument der omsatte VVM-vilkår 2 til konkrete beplantningsplaner for hver delstrækning. Sammenholdt med Rambølls beplantningsnotat fra august 2025 er beviskæden nu komplet: (1) VVM-redegørelsen krævede slørende beplantning ved tæt bebyggelse, (2) Landskabsstrategien planlagde det konkret — "Visuel støjskærmning (beplantning) nordside af vej" ved st. 9.200–9.660 vest for Tandervej, (3) beplantningen blev ikke etableret på netop den strækning, og Rambøll anfører selv i 2025, at den "formegentlig" er fravalgt af økonomiske årsager. Der ses ikke truffet nogen dokumenteret myndighedsafgørelse om at fravige vilkåret. Dokumentet indgår nu i klagesagen som bilag 21.
-
2026 AugIgangværende
Klagen indgives — Ankestyrelsen først
GRG fremsender sin anmodning til Ankestyrelsens kommunale tilsyn om at tage stilling til, om kommunens sagsbehandling har været lovlig — manglende sagsoplysning, manglende dokumentation for vilkårsopfyldelse og manglende genoptagelse trods kommunens egne erkendelser. Anmodningen anfægter ikke VVM-tilladelsen selv, men spørger, om kommunen lovligt har kunnet anse bindende vilkår for opfyldt uden at kunne dokumentere det. En klage til Folketingets Ombudsmand over aktindsigtsforløbet forberedes. Et klagespor til klagenævnet ligger klar, men kan først aktiveres, hvis kommunen træffer en formel afgørelse om vilkårsopfyldelse — og skal da indgives inden fire uger. Spørgsmålet, der stadig venter svar, er simpelt: hvad er der reelt brugt 20 mio. skatteborger-kroner på?